| Frans blev født i Assisi i 1182 som søn af en rig klædehandler. Han havde ambitioner om at vinde berømmelse i krigen, men følte at Gud viste ham en anden livsvej. Faderen var uforstående og det kom til et brud, hvor Frans gav sin far alt tilbage, selv det tøj, som han havde på, for at leve i fattigdom. Han sagde: ”Nu vil jeg kun sige: Vor Fader, du som er i himlen..” (se billedet ovenfor) Resten af sit korte liv brugte han på at forkynde budskabet om Gud sammen med en stadig større gruppe, der ville leve som han. De blev til en munkeorden, franciskanerne eller gråbrødrene, som stadig er udbredt over hele verden. De følte sig ikke sat i verden for at eje den men for at se sig lige som alt andet i verden som Guds skabninger, der skulle prise ham. Frans havde en særlig evne til at skabe fred og forsoning, hvor der var ufred. Han mødte alle mennesker med hilsenen: Fred og alt godt! | De, som kender mig, ved, at jeg beskæftiger mig en del med Frans af
Assisi, og sommetider henviser jeg til ham i prædikenen. Og jeg er hvert
år med til at arrangere rejser til hans by, Assisi. Hvorfor nu det, hvad kan gøre en mand aktuel, som blev født for mere end 800 år siden? Oven i købet én, som gav afkald på rigdom og karriere for at leve i fattigdom? Jeg vil prøve at komme med den korte forklaring, den lange er der ikke plads til her i Kirkeavisen. Frans af Assisi citeres ofte for ordene: ”Forkynd altid evangeliet – og i nødsfald: gør det med ord!” Det kan ikke påvises, at han skulle have sagt lige netop sådan, men ordene passer godt sammen med ham. Vi hører til en kirke, som altid har lagt vægt på ordet, men vi er også ved at opdage, at der er noget, der let kan overdøve det, vi siger. Men ordet bliver troværdigt, når det svarer til livet. Frans af Assisi var i høj grad praktiker. Evangeliet var for ham ikke blot noget, der skulle siges, men noget, der skulle gøres. Derfor var det, han gav så betingelsesløst afkald på at eje. For Jesus havde sagt: Vil du være min discipel, så sælg alt, hvad du ejer og giv det til de fattige, og kom så og følg mig. Ejendomsløsheden gav ham nogle nye indsigter. Det, som findes i verden, hvad enten det er andre mennesker, dyrene eller naturen, er ikke redskaber for mine ambitioner. Men jeg er tjener for kærligheden. Jeg er sammen med de andre og det andet i verden fælles om at være skabt af Gud, og fælles om at skulle lovprise Gud. Det, der er i verden, får ikke værdi ved, at det bliver en del af min formue, men det er alt sammen på forhånd udtryk for Guds godhed. Verden blev ikke formue, men familie, sådan som det udtrykkes i hans kendte solsang: ”Lovet være du, Herre, med alle dine Skabninger, især Herr Broder Sol, som skaber Dag, og du oplyser os ved ham ...” Hans nye liv begyndte med, at han så Kristi ansigt i den stinkende spedalskes vansirede ansigt, og det glemte han aldrig. At tjene Gud kunne ikke begrænses til ord, men måtte altid ske i praksis. Hans dybe forbundethed med Gud i bøn var en anden side af ansvarligheden for medskabningen. Vi er sammen med medmennesket og naturen skabt af Gud, derfor skal vi ikke være hinandens ejere eller herrer, men hinandens søskende med ansvar for hinanden. Gunnar Bach Pedersen |